Partnervilkår
Version 1.3 · gældende fra 16. september 2026
1. Parter og formål
Aftalen indgås mellem Elpriser.dk ApS, CVR 43489984, Hestehave 15, 6400 Sønderborg ("Tjekelregning") og dig som partner. Du anbefaler Tjekelregning.dk og vores øvrige el-sites til dit publikum via dine personlige partnerlinks og modtager en fast provision, når din anbefaling fører til et skift af elselskab.
2. Provision
Du modtager en provision pr. skift af elselskab, der kan henføres til dit partnerlink og godkendes af elselskabet – uanset hvilket elselskab kunden vælger. Satsen afhænger af, hvor mange skift du får godkendt i samme kalendermåned (dansk tid): Start 0–4 skift = 200 kr.; Sølv 5–14 skift = 250 kr.; Guld 15+ skift = 300 kr.
Krydser du en grænse i løbet af måneden, opgraderes alle månedens godkendte skift – også dem, du allerede har fået godkendt. Forskellen udbetales som en særskilt linje "Niveautillæg" på din afregning. Bliver et skift senere afvist, reguleres tillægget tilsvarende; et niveautillæg, der allerede er udbetalt, kræves ikke tilbage.
Er der aftalt et andet fast beløb med dig, står du uden for stigen, og dit beløb fremgår under Profil i portalen. Skiftet vises i portalen, så snart det er registreret.
Attribution: sidste partnerklik inden for 30 dage vinder. Klik registreres via dit link (/i/<kode>) eller din kode i URL'en og huskes i en cookie i 30 dage.
Et salg tæller først, når elselskabet har godkendt det (typisk 2–8 uger efter skiftet). Afviste eller annullerede skift giver ingen provision. Bliver et allerede udbetalt skift senere afvist af elselskabet, modregnes beløbet i din næste afregning.
3. Udbetaling
Godkendte provisioner afregnes månedligt, når saldoen er mindst 200 kr. Udbetaling sker ved bankoverførsel til den konto, du har angivet i portalen, senest den 15. i måneden efter.
Er du momsregistreret (CVR), udsteder vi en afregningsbilag (self-billing) med moms; ellers udbetales beløbet uden moms, og du er selv ansvarlig for at oplyse indkomsten til Skattestyrelsen (B-indkomst).
4. Det må du ikke
Byde på Tjekelregning, Elpriser eller elselskabernes varemærker i søgeannoncer (brand bidding) eller sende betalt trafik direkte til dine partnerlinks uden vores skriftlige accept.
Tilbyde eller markedsføre rabatkoder, cashback eller anden kompensation til brugerne for at bruge dit link.
Bruge bots, iframes, cookie-stuffing eller vildledende udsagn om besparelser, priser eller elselskaber.
Udgive dig for at være Tjekelregning eller et elselskab, eller sende uopfordrede mails/beskeder (spam) med dine links.
5. Markedsføringsloven
Du skal tydeligt oplyse dit publikum om, at links er partnerlinks/reklame (fx "Reklame" eller "Annoncelink"), jf. markedsføringsloven og Forbrugerombudsmandens retningslinjer for skjult reklame.
6. Data
Vi registrerer klik med et tilfældigt klik-id, tidspunkt, hashet IP-adresse og din partnerkode for at kunne afregne provision (legitim interesse). Du får aldrig adgang til brugernes personoplysninger – kun anonymiserede tal.
7. Ophør og ændringer
Begge parter kan opsige aftalen når som helst. Ved overtrædelse af pkt. 4 kan vi suspendere kontoen med øjeblikkelig virkning og tilbageholde ikke-udbetalt provision fra de berørte skift. Vi kan ændre vilkårene med 30 dages varsel via portalen; fortsat brug efter varslet gælder som accept.